Efterskole er populært
Vores datter vil meget gerne på efterskole. Hun er allerede – efter en måned – træt af bøger og skoleskema. Hun har aldrig været det mest boglige menneske. Der har ikke været de her perioder, som andre børn i hendes alder kommer i, hvor de bare sluger den ene bog efter den anden. Til gengæld er hun meget kreativ. Måske mere kreativ, end mange børn er i virkeligheden. Hun har et godt øje for farver og design. Og så elsker hun altså at være dramatisk. Hun kunne godt stå på en scene og spille hovedrollen i et stort drama. Helt sikkert. Vi har talt meget sammen om det her med at komme på efterskole. Vi har sagt til hende, at vi ikke er glade for idéen. Altså ikke, fordi det er en efterskole. Mere, fordi vi ikke er glade for, at hun skal flytte hjemmefra. Som regel bor eleverne jo på efterskolen. Og efter alt det her halløj med corona, så er vi altså ikke glade for, at hun flytter hjemmefra.
9. klasse på efterskole
Hun går i 8. klasse og vil gerne gå på efterskole i 9. klasse. Det giver hende og os et lille års tid til at tænke os om i, og til at finde ud af, hvordan sådan et ophold egentlig fungerer. Hvordan er økonomien i det? Hvad skal hun kunne? Hvordan og hvorledes i det hele taget. Vi har også sagt til hende, at hun selv skal finde en efterskole, hun gerne vil gå på, så vi kan få hende meldt ind i tide til næste år. Det er en opgave, som hun har kastet sig over med ildhu. Hun har brugt dagevis på at lede efter efterskoler, der har fag, som hun er interesseret i. I sidste uge kom hun så med en liste. På den havde hun skrevet navne og adresser på de efterskoler, som hun er interesseret i. Hun havde prioriteret sin liste. Min mand og jeg satte os derfor ved computerne og begyndte at kigge listen igennem. Vi fandt en skole, som dog ikke tager elever ind på 9. klasses niveau.
De skriver højt og tydeligt på deres forside, at de er en efterskole for 10. klasse. Har vores datter ikke set det? Det kan vi dårligt forestille os. Og ganske rigtigt, hun har set det. Hun har også set, at på alle de andre efterskoler er der lange ventelister for elever, der vil gå på dem i 9. klasse. Så hun tænkte, at vi allerede er for sent ude, og besluttede derfor, at hun vil lide i endnu et år i folkeskole og, så tilmelde sig efterskole i 10. klasse.
Smart tænkt af vores datter. Og en modig beslutning. Kan hun klare det? Kan det være motivation nok for hende til at holde 8. og 9. klasse ud i folkeskolen? Altså tanken om, at hun kommer på efterskole i 10. klasse? Jeg er ikke helt sikker. Men nu gør vi i første omgang, at vi besøger nogle af efterskolerne, som hun har på sin liste. Bagefter laver vi en mere præcis liste.
Ny naboer larmer
Der er flyttet nye mennesker ind på 4.sal. Jeg kan høre det. De er helt forvirrede, og de larmer. Til alle menneskers irritation. Lige nu er de ved at bore et hul i en væg. Jeg kan høre det. Faktisk gav det et sæt i mig lige, da de startede maskinen. Det er ret irriterende. Jeg sidder jo her og forsøger at finde ud af, hvordan jeg kan komme på efterskole til næste år. Vi er jo vendt tilbage til folkeskolen efter en god og lang sommerferie. Måske også en kedelig sommerferie til tider? Jeg er i hvert fald allerede træt af at gå i skole. Alle de tumper, jeg går i klasse med, er bare ikke til at holde ud. De er barnlige. De opfører sig, som om at de stadig går i 2. klasse. Jeg holder det ikke ud. Ikke i et helt år endnu.
Vil på musikefterskole
Jeg vil bare væk. Lave, noget andet. Lave, noget, der interesserer mig. Beskæftige mig med musik. Professionelt. Lære at komponere. Og blive bedre til at spille på guitar. For mig er der ikke nogen tvivl. Jeg vil på musikefterskole til næste år. Jeg har ikke talt med min far og mor om det endnu. Det er for tidligt. De tror, at jeg er glad for at være kommet tilbage til klassekammeraterne. Men jeg tror, at jeg er nødt til at tale med dem om det snart. Jeg gider ikke klassekammeraterne. Jeg orker ikke at diskutere dem med min mor. Hun er altid nysgerrig efter at vide, hvem jeg hænger ud med.
Er ret alene
Sandheden er, at jeg ikke hænger ud med nogen af dem efter skole. Jeg går bare lange ture i parken. Forsøger at tænke over, hvad jeg skal gøre for at komme væk fra det her provinshul, som vi bor i. Der sker jo intet. Her er et lille musikhus, hvor de sommetider laver nogle koncerter. Vor herre bevare os. Det er dårlige bands, de får til at spille der. Hvordan får de lov til det? Det er kommunens hus, og kommunens kulturudvalg skal altid indover, når der bliver lavet forslag til aktiviteter i huset. Der må sidde en eller anden sur kvinde eller mand i det udvalg, som nægter bands, der kan spille, lov til at give koncert i det.
Vi har jo mange bands her i byen. Jeg talte med en fra et andet band for nogle dage siden. Jeg mødte ham tilfældigt nede i parken. Han er et par år ældre end mig, og han er virkeligt god til at spille på guitar. Han fortalte mig, at han skal flytte herfra, fordi fremtiden her – som musiker – er sort. Han tager til Aarhus og starter på en musikskole der. Jeg fortalte mig om min plan om at tage på musikefterskole på Fyn om et år. Det, syntes han, var en rigtig god ide. Han havde selv tænkt på det for et par år siden, men kom aldrig afsted. Han havde været alt for sent på den med at sende sine ansøgning til en anden efterskole end den, jeg har valgt.
