Tøj til de store

I dag har jeg været på tøjindkøb. Det har været sjovt. Også lidt besværligt. Jeg er jo en af de damer, som bruger tøj til store piger. Så det her med lige at smutte ind og prøve en sød kjole eller en smart bluse, det er ikke noget, jeg bare sådan gør, når jeg kommer forbi en butik med gode tilbud eller fine varer. Nej, det skal planlægges, og der skal bruges tid på det. Når man har et korpus, som jeg har, så er det også helt hen i skoven at forsøge at prøve en str. 44. Den er bare for lille. Derfor: Jeg kommer ikke i alle butikker. Jeg køber faktisk kun mit tøj i særlige butikker, der henvender sig til store damer – med former. Og ja, det er lidt besværligt at finde fx en bh, der kan huse min barm, så den ser flot ud. Og det der med de smalle hofter, som vistnok er meget moderne lige nu, det kan I godt glemme alt om, hvis I prøver at sælge tøj til mig. Nej, jeg er barmfager, bred over hoften – nogen vil kalde den for en ladeport. Og jeg er stolt af det.

Rigtige former

Jeg har former som en rigtig kvinde. Og når jeg endelig tager mig sammen til at klæde mig ordentligt på og lægge min makeup rigtigt, så er jeg en flot dame. Jeg får mange blikke. Både fra mænd og kvinder. Blikkene fra mændene fortæller mig, at de er imponerede – nogle af dem fortæller, at de er meget tiltrukket af min krop. Blikkene fra kvinderne fortæller mig, at de er lidt misundelige, fordi jeg har former – andre af dem fortæller dog, også at de foragter mig. Det er deres sag. Jeg gør og klæder mig, som det passer mig. Det har jeg lov til. Det har taget mig meget lang tid at nå til den erkendelse.

Da jeg var helt ung, var det meget svært at bo i en krop, som bare ikke passer til modens diktater. Men efterhånden som jeg har lært at acceptere, at min krop ikke er støbt i samme form som modehusenes prototyper, er det blevet meget nemmere for mig. Det krævede i første omgang, at jeg fandt tøj, jeg kunne lide, og som samtidigt passede mig. I næste omgang handlede det så om, at jeg lige skulle finde ’min stil’. Det sidste tog ret lang tid. Min stil er nemlig slet ikke jeans og T-shirts, selvom man kan få jeans til kvinder med brede hofter og T-shirts til damer med store barme.

Det troede jeg sådan set, at det var i meget lang tid. Det var først, da jeg mødte en kvinde på et aftenskolekursus, som jeg talte godt med, og som gerne ville gå med mig på tøjindkøb, at jeg opdagede min stil. Der skete nemlig det, at vi kom ind i en butik, der sælger tøj til store kvinder. Her så hun en kjole, som jeg slet ikke havde overvejet, kunne være noget for mig. Hun bad mig om at prøve den. Bare for hendes skyld. Jeg kunne se det med det samme. Lige min stil.

Også mænd er store

Der er gået et helt år nu. Jeg har ikke været ude for at købe nyt tøj siden i begyndelsen af 2020. Og jeg må sige, at jeg har slidt det tøj op, som jeg købte for mere end et år siden. Jeg køber aldrig ret meget tøj. Mest fordi jeg ikke har så mange penge. Men også fordi det tøj, jeg køber, det bruger jeg faktisk. Så meget som muligt. Det betyder, at jeg må ud og købe nyt tøj. Snart. Jeg har det bare sådan, at her efter mere end et år med Corona-epidemi i forskellige varianter, ikke ligesom fordrer min lyst til at gå i butikker. Men det går ikke længere. Sømmene på mine jeans er fuldstændigt tyndslidte på inderlårene.

Jeg har taget på. Af gode grunde. I de måneder, hvor vi har været sendt på arbejde derhjemme, har jeg ikke bevæget mig så meget, som jeg plejer.

Jeg er faktisk blevet lidt for tyk. (Vil ikke kalde det fed.) Og ja, jeg har brug for tøj i store størrelser til mænd. Ikke de helt store XXXXL-størrelser, men størrelser, der er meget større end dem, jeg plejer at bruge. Det er lidt pinligt, synes jeg. Men det er realiteten. Og der er ikke nogen, der skal komme og fortælle mig, at jeg skal købe et par bukser eller en bluse i den størrelse, som jeg plejer at bruge og, så gå på slankekur, indtil jeg kan være i de nye bukser eller den nye bluse. Det trick fungerer bare ikke med mig. Jeg har prøvet det af. Det var en katastrofe. Og når – eller rettere hvis – jeg når mit mål med hensyn til nedgang i vægt, så er det nye tøj, jeg har købt for at motivere mig, gået fuldstændigt af mode. Ergo: Det er en meget dårlig taktik at indføre overfor mig.

En lille indrømmelse

Jeg bliver nødt til at indrømme overfor mig selv, at jeg skal gå ind i den butik, hvor jeg ved, at de har tøj i de størrelser, som jeg skal bruge og købe i det mindste et par bukser, nogle bluser og skjorter, og så skal jeg også købe noget træningstøj, der er stort nok. Og så skal jeg til at begynde at træne igen. Det er nok det sidste, der volder mig det største problem. Jeg har ligesom mistet motivationen til at passe godt på mig selv her i alle de perioder med isolation, hjemmearbejde og ensomhed.
Er der andet at gøre end at bide i det sure æble?

Jeg må se at komme ud af min selvmedlidenhed. Mange andre mennesker har de samme problemer med, at de har taget på, at de har følt sig ensomme, og har haft svært ved at tackle det, at de skulle arbejde hjemmefra. Så se lige at komme ud af starthullet, frøken! Og ja, det er svært. Det er en overvindelse. Men lur mig, om jeg ikke vil få det meget bedre, når jeg endelig kommer i gang. Jeg vil blive så meget gladere, når jeg kan se badevægtens nål bevæge sig i den rigtige retning.Indtil da forholder jeg mig til at være glad – og inspireret af denne artikel.